Nakkesmerter er defineret som smerter eller ubehag lokaliseret til området fra undersiden af kraniet og til den øverste del af skulderpartiet.
Akutte nakkesmerter eller nakkehold kaldes det, når smerterne er nyopståede og stærke. Der ses ofte nedsat og smertefuld bevægelighed i nakken.
Hvis hovedet samtidig er låst fast til en af siderne, kaldes det torticollis.
Kroniske nakkesmerter er nakkesmerter, som har varet mere end 3 måneder.
Nakkesmerter er et meget almindeligt symptom i befolkningen, som forekommer hyppigere blandt kvinder end hos mænd. Således vil omkring 13 procent af befolkningen på et givent tidspunkt have ondt i nakken, og hvis vi betragter et menneskes livsforløb, vil cirka 50 procent af alle folk have haft ondt i nakken på et eller andet tidspunkt.
Ofte er det ikke muligt at pege på en specifik årsag til nakkesmerter, og så kaldes smerterne uspecifikke eller funktionsbetingede.
Meget tyder dog på, at både fysiske og psykiske livsstils- og arbejdsfaktorer spiller ind.
Hvis du sammen med nakkesmerterne har utilpashed, feber eller synkebesvær, eller hvis du får nedsat kraft i en eller begge arme, skal du kontakte læge eller kiropraktor.
Ofte kan et nakkeproblem diagnosticeres ud fra en samtale kombineret med en grundig undersøgelse.
Ved undersøgelsen vil kiropraktoren teste nakkens bevægelighed, udføre ortopædiske prøver, efterprøve om der er nerver i klemme, teste muskler samt med hænderne kontrollere bevægeligheden af rygsøjlens led i nakken.
Det kan være nødvendigt at tilføje undersøgelser i form af røntgenundersøgelser, MR-scanning eller blodprøver for at kunne stille en præcis diagnose.
Det er vigtigt af vide, om der kan være tale om diskusprolaps, knogleskørhed, skoliose eller anden lidelse i nakken.
Silkeborg RygCenter & Idrætsklinik behandler fortrinsvis lidelser i nerve, muskler og led.
Hvis du har gener, som ikke er relateret til dette, vil vi henvise til videre udredning.
Det er vigtigt at forstå, at akutte nakkesmerter meget vel kan forsvinde uden behandling.
Har man meget ondt og ikke ønsker øget risiko for længerevarende smerter, anbefaler vi at konsultere en af Silkeborg RygCenters kiropraktorer.
Ved nakkesmerter af kortere varighed anbefales manuel behandling af kiropraktor og evt. smertestillende medicin.
Ved længerevarende smerter (mere end tre måneder) anbefaler vi tværfaglig behandling bestående af: Undersøgelse og manuel behandling af kiropraktor, bløddelsbehandling og/eller øvelses- og træningsterapi hos fysioterapeut eller massør.
Derudover anbefaler vi individuel Ryg- og Nakketræning i vores motionscenter, som er en kombination af stabilitetstræning, styrketræning, holdningstræning og udspænding. Vi kan også tilbyde et hjemmetræningsprogram superviseret af en af vores fysioterapeuter.
Prognosen er god, såfremt du forbliver aktiv og får tidlig og effektiv behandling.